top of page

Fysiohold

Fysiohold

Fysiohold er til dig, som enten skal genoptræne eller forebygge, for dig med en diagnose, som ønsker at blive skaden kvit eller forhale en evt. udvikling. Fysiohold undervises/superviseres af en fysioterapeut eller fysioterapeut assistent. Holdene kan foregå i styrketræningssalen, holdtræningssalen eller udendørs.

Vi har en bred vifte af forskellige specialhold, som henvender sig til forskellige diagnose grupper som fx Parkinson, Artrose (slidgigt), Skulderskader, Knæskader, Nakkeskader, Rygskader, Vederlagsfrie hold mm.

 

For at deltage på disse hold, skal du være grundig udredt af din fysioterapeut. Spørg evt. din fysioterapeut for mere information.

 


Graviditets-træning

På vores graviditets-træningshold tager vores gynobs-fysioterapeut, Anne dig i hånden og hjælper dig igennem din træning. Træningen består af et varieret forløb indeholdende funktionstræning med egen kropsvægt, træning med diverse frie vægte, let konditionstræning samt udstrækning. Derudover vil der løbende være teori om bl. a. bækkenbund og knibefunktion, hvad din krop skal igennem mm.
Du kan starte på holdet, så snart du har en positiv graviditetstest. Du er velkommen uanset om du er i uge 12, 24 eller 32.
Jo tidligere du starter, jo tidligere vil du få de positive effekter af træningen.
Læs mere
her

Efterfødselshold

Her kan du træne med din baby. Holdet kører hele tiden, så du kan starte når som helst, når det passer dig.

Vores fysioterapeuter, Maria Madsen & Anne Lindholm Nielsen, træner primært med fokus på at genopbygge styrke og aktivering af bækkenbund og generel styrke af kroppen. Træningen foregår i rolige omgivelser, hvor vi sørger for, at du og din baby kan være til stede i jeres eget tempo.

Hos os behøver du ikke have en henvisning fra din praktiserende læge. Det er dog obligatorisk med en førstegangskonsultation hos vores fysioterapeut, inden du kan starte på forløbet. Her undersøger og snakker fysioterapeuten med dig om, hvilke hensyn der evt. skal tages i forhold til træningen og kommer med gode råd og anbefalinger.
Læs mere her 

Knæhold

På dette hold trænes forskellige øvelser for at styrke og stabilisere knæet. Knæets opbygning og funktion vil kort blive gennemgået for at hjælpe til bedre forståelse af dine gener. Dette hold vil være en blanding af individuel træning i styrketræningssalen under vejledning af en fysioterapeut samt fælles træning i holdtræningssalen ledet af fysioterapeuten. Træningen vil indeholde styrke- og stabilitetstræning af knæet samt balance, koordinering og konditionstræning.

 

Holdet henvender sig til alle med knæproblemer. Det kan være som genoptræning efter knæoperation, efter knæskade, som forebyggelse af knæskader eller smertelindring ved knæartrose.

 

Ryghold

På dette hold trænes basisøvelser for at styrke bl.a. ryggens og mavens muskler. Ryggens opbygning og funktion vil kort blive gennemgået for at hjælpe til bedre forståelse af dine rygsmerter.

 

Rygtræningen vil indeholde både stående og liggende øvelser for ryg, mave og bækken. Der vil indgå stabilitetstræning samt styrke og let udholdenhedstræning. Endvidere vil der trænes holdningskorrigerende træning samt balance. Lette redskaber som bolde og elastikker kan indgå.

Holdet anbefales til dig, der lige har haft smerter og er i gang med / ved at afslutte et forløb hos din fysioterapeut – eller til dig, der skal i gang med at genoptræne din ryg, enten efter en rygskade, discusprolaps eller efter en rygoperation.

 

Genoptræningshold

Individuel træning i styrketræning salen under vejledning af fysioterapeut.

 

Holdet henvender sig til dig, der er nyopereret eller skal genoptræne efter en skade/overbelastning. Det kan være genoptræning af ankel, knæ, hofte, ryg, nakke eller skulder. Træningen vil hele tiden være styret af fysioterapeuten og individuelt tilpasset dit problem og dit niveau. Fysioterapeuten vil løbende teste dig og tilpasse din træning, så du får den bedst mulige genoptræning.

Træningen vil indeholde konditionstræning, styrke- og stabilitetstræning samt balance og koordineringsøvelser. De forskellige maskiner og redskaber i styrketræningssalen vil blive benyttet efter dit niveau og behov.

 

Balancehold

På dette hold trænes balance intensivt.

Holdet henvender sig til dig, der vil træne din balance intensivt. 
For deltagelse på dette hold, skal din fysioterapeut først gennemgå nogle balancetests med dig. 

Træningen kan foregå både i træningscenter, træningssal og udendørs, når vejret tillader det. Her benyttes bl.a. parkourbane, fodboldbane samt andre udendørs faciliteter.

Niveauet er forholdsvis højt og målet er, at der skal flyttes nogle grænser.
Derfor er dette et lille hold med max 5 deltagere, af sikkerhedsmæssige årsager.

 

GLAiD

KNÆ/HOFTE
GLAiD står for: Godt Liv med Artrose i Danmark

Holdet henvender sig til dig med slidgigt/artrose. Forløbet er en kombination af både individuel træning og holdtræning, der individuelt tilpasses den enkeltes behov. Forløbet indeholder bl.a. indledende undersøgelse, 8 ugers superviseret træning med 2 x ugentlig træning, samt teoriundervisning. Forløbet er med til at nedsætte smerterne, så man kan få et mere normalt liv tilbage og i mange tilfælde undgå en operation. Det kan gøre din dagligdag langt mere udholdelig.
 

Hvad er GLAiD?

GLA:D bygger på forskning og kliniske retningslinjer, og er baseret på et svensk projekt, der igennem de sidste 12 år har tilbudt træning og undervisning, og derved nedsat antallet af nye knæ og hofteoperationer (knæ/hofte alloplastik) med 75 %.

 

Hvad kan man gøre ved artrose?

For de allerfleste vil træning, information og vægttab i dette tilfælde have en lige så god smertestillende effekt som lægemidlerne, blot uden negative bivirkninger. Tværtimod ses i stedet også positive gevinster på andre folkesygdomme som hjerte-karsygdomme og diabetes. Fysisk aktivitet modvirker også overvægt, som i sig selv er en risikofaktor for dels at udvikle artrose og dels for en hurtigere udvikling af en allerede eksisterende artrose. GLAiD træning har til formål at belaste leddet mest hensigtsmæssigt, og indeholder blandt andet en funktionel træning i form af trappetræning og rejse-sætte sig øvelser. Derudover er der også øvelser for kropsstammen, da det er nødvendigt for god kontrol af hofte- og knæled.

GLAiD (Knæ/hofte) forløbet består af:

  • En førstekonsultation, inkl. undersøgelse, spørgeskema og info.

  • En konsultation hvor træningsprogrammet gennemgås

  • 2 x teoriundervisning

  • 8 ugers specifik træningsforløb to gange om ugen, der tilpasses specifikt til den enkelte

  • Afsluttende individuel konsultation med evaluering på forløbet.

 

Ved starten af et forløb udfyldes der et spørgeskema, en gangtest samt en rejse-sætte-sig test udføres og disse udføres også ved opfølgningen efter 3 mdr. GLAiD henvender sig til alle med slidgigt (artrose) i knæ eller hofte uanset smerte og funktionsniveau.

Efter et GLAiD forløb er der mulighed for vedligeholdende træning ved behov. Hvis dette har interesse, kan dette drøftes med fysioterapeuten.

Er du medlem af sygeforsikringen Danmark, ydes der tilskud.

Parkinsonhold

Dette hold er for patienter med Parkinson. Der trænes efter de kliniske retningslinier. Træningen består af både kondition-, styrke, balance og bevægetræning. Der trænes både i styrkesalen samt fællestræning i holdsalen. Træningen er inspireret af LVST Big øvelser, der bl.a. træner hurtighed ind i de langsomme muskler og øger balance, holdning og bevægelighed. Der er desuden fokus på gangtræning og øvelser, der arbejder mod en god kropsholdning. Holdet undervises af en fysioterapeut med efteruddannelse i Parkinson.

Sclerosehold

Dette hold er for patienter med sclerose. Der trænes efter de kliniske retningslinier. Træningen består af både konditions-, styrke- og balancetræning. Der trænes både i styrkesalen samt fællestræning i holdsalen. Træningen i styrkesalen er individuelt tilpasset. Fællestræningen har fokus på balance og dualtask øvelser, men der indgår også cirkeltræning med styrke, balance og kondition. Holdet undervises af en fysioterapeut med efteruddannelse i sclerose.

Osteporosehold

Til patienter, der har fået konstateret osteoporose. Ses ofte i forbindelse med sammenfald af ryghvirvler eller ved brud af ekstremiteter (arme og ben) ved lavenergi-traumer. På holdet vil der være fokus på styrke- og balancetræning for at bibeholde givent niveau samt forebygge fald og ny knoglebrud. Der vil undervejs være nyttig information omkring kost med fokus på kalk og D-vitamin. Osteoporose ses ofte som en sekundær diagnose, og patienter med osteoporose kan have behov for anden behandling ved siden af deres træning.

bottom of page