STÆRK KROP – med type 1 diabetes

december 10, 2018 12:23 pm

Er du over 18 år og har type 1 diabetes? Ønsker du at komme i gang med træning? Eller ønsker du at gøre din træning mere social i samvær med andre i samme situation som dig?

Du har nu mulighed for at deltage på et lille lukket hold for type 1 diabetikere med max til 10 deltagere, som alle ønsker det samme som dig – nemlig at træne med andre seje mennesker, som deler hverdagens udfordringer med diabetes. Du vil blive fulgt af den samme fysioterapeut og holdtræner gennem hele forløbet, som ligeledes har type 1 diabetes.

Alle er velkommen på holdet uanset træningsniveau og antal af år med type 1 diabetes.

Holdtræningen vil bestå af både styrke- og konditionstræning, som sammensættes på forskellig vis, fra gang til gang.

Hvorfor skal du vælge dette hold?
Træning er naturligvis vigtigt for alle mennesker, men særlig træning og diabetes går godt hånd i hånd. Når du er fysisk aktiv kommer sukker fra blodbanen ind i de arbejdende muskler. Motion øger altså musklernes evne til at optage insulin og kan sænke blodsukkerniveauet.

Musklernes insulinfølsomhed kan vare i op til 2 døgn efter en træning – afhængig af motionsformen, intensiteten og varigheden. Alt dette vil du blive klogere på som deltager på dette hold. Forløbet indledes med en gruppesamtale for alle deltagere samt formidling af den nyeste viden om træning og kost med diabetes. Dernæst vil forløbet bestå at holdtræning to gange ugentligt med plads til gruppesamtaler undervejs.

Sammen er vi stærkere!

Udover træning og viden om træningens effekt på kroppen er holdet også ment som et frirum og et mødested for voksne med type 1 diabetes. Som deltager kan du blive klogere på andres erfaringer med træning og ligeledes dele ud af dine egne erfaringer.

Du er ekspert på din egen diabetes, da den udfolder sig forskelligt fra person til person. Holdet skal således ses som et redskab til at optimere DIT liv med DIN diabetes.

Du kan se meget mere om træningstider, priser, tilmelding mm. her.